ENGLISH

STADIGT LIV

af Glenn Adamson, 

Assisterende forskningschef og chef for forskeruddannelsen på Victoria and Albert Museum, London

Nature Morte - Keramik som billede. Udstillingskatalog af kunstnergruppen VERSUS. 2010

 

En porcelænssvane sidder højt på en hylde og skuer ned, som om den overvejer at begå selvmord. Et blegt, lyserødt foster krummer sig sammen i en nedhængende ramme omgivet af dystre lerspiraler. 169 keramiske former er smadret op mod en væg, hver enkelt en skrøbelig afspejling af sin egen næropløsning. En samling gennemhullede frugter gengivet i pastelfarver omklamrer en søjles basis. Og et hyrdelandskab komplet med modeltræer og hjemligt sceneri står på en kaminhylde. Et håndlavet skilt med teksten Ceramic World peger direkte ud i den mystiske intethed.


Hvad har alle disse besjælede mærkværdigheder til fælles? De er alle skabt af en gruppe unge keramikere, som kalder sig VERSUS. Navnet udtrykker så sikkert som selve kunstværkerne en rastløs fornemmelse af modstand. Det leder umiddelbart tankerne hen på en ordveksling fra Marlon Brando-filmen Den Vilde Bande. Da han bliver spurgt, hvad han og hans barske venner gør oprør imod, svarer han: "Tja, hvad foreslår du?" VERSUS-kunstnerne er ikke helt så vrede, men de er i hvert fald interesserede i at forpurre vores forventninger. Deres projekt handler om at få "bordet til at løfte sig", både bogstaveligt og i overført betydning. Et værk af Ane Fabricius Christiansen synes at sige det hele: en anretning af omhyggeligt opsat porcelæn med en bunke tennisbolde foran, der ligger klar til at blive kastet. Titlen er Be My Guest. Hvor muntert dette værk end kan synes, er der en alvorlig mening bag det. Ligesom den surrealistiske kunstner Man Ray ser Ane Fabricius Christiansen og hendes kolleger deres kunst som en genstand, der skal destrueres, et nødvendigt udslettelsens øjeblik, som kan skabe udgangspunkt for en ny retning. Som en anden af de deltagende kunstnere, Sissel Wathne, formulerer det, betyder arbejdet med leret at "føle sig tilbageholdt og forhindret – eller sagt mere positivt som at slippe sig løs, bryde ud og bane vejen for det nye". 

På mange måder er VERSUS-kunstnerne typiske for deres generation. De forsager den funktionelle skål og den enestående skulptur på en sokkel – fremstillingsmetoder, der synes antitetiske, men samtidig får deres autoritet fra en indsnævring af mulighederne. I stedet skaber de værker, der flyder ud over gulvet, springer op ad væggen eller hænger faretruende ned fra loftet. De udnytter hele rummet. Dette i sig selv er en metafor for øjeblikkets ekspansive energier, hvor tværfaglige strategier og strategier opstået efter arbejdet i atelieret er fløjet gennem kunstakademiernes kunsthåndværksafdelinger verden over. Nutidens keramikelever tænder sikkert mere på installationskunst eller konceptuel videokunst end på brændingsovne, drejeskiver og glasur. De ender med at stille sig selv et vanskeligt spørgsmål: Hvordan kan vi føre leret – et materiale med dybe historiske rødder – ind i en levende dialog med den nutidige kunst?

Svaret kunne nemt være at lade keramikkens historie bag sig – at opfatte den ganske enkelt som et neutralt skulpturelt medium. Mange kunstnere har fulgt den vej. Men VERSUS har noget meget vanskeligere og mere interessant i kikkerten. De har tænkt nøje over keramikkens position inden for kunsten, og de ønsker at udnytte dens problematiske rygte (snarere end at undertrykke det). Derfor har de vendt blikket mod stilleben. Enkelt, men genialt. Når alt kommer til alt, har der på stillebenmalerier fra Chardin til Cézanne næsten altid været lerbeholdere. Det skyldes til dels, at det er morsomt at male skåle, ingen tvivl om det, men det er også en kendsgerning, at de er perfekte symboler. Skrøbeligt, kropslignende og dekorativt symboliserer den tomme beholder vanitasstilen, der normalt anvendes af stillebenmalere. Ideen er, at maleriet skal tjene som en påmindelse om vores egen dødelighed og dermed en advarsel mod forfængelighed og grådighed. Derfor de nedbrændte stearinlys, de overmodne frugter og kranierne, der ses på så mange af disse billeder. Det pudsige er dog, at disse malerier i sig selv udgør en uudtømmelig, uforanderlig hyldest til skønheden i materielle genstande. Granatæblet i det 17. århundredes hollandske stilleben er nok malet som en påmindelse om begærets kortvarighed, men er lige så fyldigt og rødt i dag som for 400 år siden.

På denne udstilling udnyttes denne modsigelse med stor virkning. Stillebenets ubevægelige paradoks omformes til larmende fortællinger. Ane Fabricius Christiansens teatralske invitation om at skyde til måls – med sit fjerne ekko af de selvdestruktive performanceværker, som blev udført af Marina Abramović (der engang sad ved siden af et bord fyldt med våben og andre genstande, som tilskuerne kunne bruge til at gøre, hvad de ville med hende) – er det klareste budskab i denne strategi. Men alt i udstillingen svæver mellem liv og død. Camille Rishøj Nielsen refererer til de naturhistoriske udstillingsmontrer, som er befolket med udstoppede dyr, der på overbevisende måde imiterer det levende liv, men som faktisk (når man standser op og tænker over det) er en udstilling af lig. Lea-Mi Engholm viser en form for dødsspil med lerkroppe, hvor lertøj blandes med en krop af hvidt porcelæn, der tåler meget højere temperatur. Når denne sammensætning brændes, mister det mørke ler sin integritet, hvilket får hele formen til at kollapse i en tankevækkende marmoreret figur. Som hun bemærker, er dette en materialiseret metafor for overlevelse og hedengang, "en proces, der handler om forgængelighed". Mariko Wada er fascineret af Paradiset, det sted, hvor mennesket begik synd for første gang og blev forbandet med dødelighed. Hendes keramiske former ligger halvt sammensunket på gulvet som kasserede æbler, ofre for deres eget fald i unåde. Og Sissel Wathnes miniaturevignetter skærer bogstavelig talt keramikken ned i størrelse. Hun har tidligere lavet nuttede lerbamser med smadrede hoveder – en vold, der stadig er til stede i hendes nyere arbejde, selv om den er sublimeret til et eventyrs mere skræmmende kvaliteter.

Måske er det bare en tilfældighed, at den titel, som er valgt til dette projekt, Nature Morte, betyder "død natur", når vi på dansk egentlig bruger betegnelsen fra tysk "stilleben", altså "ubevægeligt liv". Vanitasmalerier har altid bevæget sig mellem mørke og optimisme, skyld og begær. De unge VERSUS-kunstnere har taget genren til sig med kolossal energi og transformeret den fra maleriernes todimensionelle verden til lerets tredimensionelle univers. I processen viser de, hvordan de udsøgte modsætninger i stilleben kan aflæses som et kort, en vej fremad mod det ukendte. En ting er sikker: Disse kunstnere vil føre keramikken ind i fremtiden – død eller levende.


Translation: Borella projects

 



© Mariko Wada 2018