ENGLISH

MARIKO WADA

af Louise Mazanti, ph.d. kurator og skribent

Nature Morte - Keramik som billede. Udstillingskatalog af kunstnergruppen VERSUS. 2010

 

Mariko Wada har med sin japanske baggrund et naturligt udblik til den internationale keramiske scene og til den globaliserede verdens virkelighed. Igennem de seneste år har hun i sine værker undersøgt keramikkens rolle i en virkelighed, der i høj grad er medieret og virtuel. Keramikkens særlige fysiske kvaliteter formår i hendes værker at skærpe opmærksomheden omkring henholdsvis krop og rum; to grundlæggende menneskelige forankringspunkter, der i høj grad er udsat for mediale påvirkninger. Ved at anvende keramikkens organiske plasticitet og materielle nærvær skaber hun værker, der insisterer på fysisk tilstedeværelse og sansning. I den forbindelse er det en vigtig pointe at minde om, at keramik kan betegnes som det kunstneriske medium som er tættest på mennesket overhovedet. Ler forarbejdes direkte med hænderne, i en intensiv proces der ofte forløber over timer og dage. Den tætte og langsomme arbejdsproces gør at keramiske objekter besidder et særligt nærvær. Resultatet er ikke et billede, men konkrete, fysiske objekter, hvis tilstedeværelse er både sansbar og sanselig. Det er i høj grad dette aspekt ved keramik som er Mariko Wadas kendetegn. Hun skaber objekter som forankrer mennesket i et ’her og nu’ af kropslighed og sansning.

I hendes bidrag til Nature Morte-udstillingen finder vi hovedværket Skyggen, hvis betydning kredser om udstillingens undertitel ”Keramik som billede”. Med værket arbejder hun i spændingsfeltet mellem det 2-dimensionelle billede og det 3-dimensionelle objekt. Værket rummer begge aspekter i de cylindriske former, hvis objektkarakter transformeres til ren flade – til skygge – i en dynamisk bevægelse væk fra rummets centrale lyskilde i form af en nøgen, frithængende pære. Som inspiration har Mariko Wada to af verdenslitteraturens klassikere; Platons hulelignelse og H.C. Andersens eventyr om Skyggen. Fra Platon henter hun synet på den menneskelige bevidsthed som en sovende bevidsthed, der forveksler skyggerne på hulens væg med virkeligheden. Virkeligheden bag skyggen er vi ubevidste om, vi er dømt til at orientere os ud fra spejlingen indtil vi vågner op til en højere bevidsthed. H.C. Andersens eventyr fortsætter denne rejse ind i bevidsthedens afkroge og handler i korthed om en mand, hvis skygge overtager hans identitet og udgiver sig for at være hans virkelige selv. For begge gælder det dermed, at der stilles spørgsmålstegn ved vores virkelighedsopfattelse. Vi kan være ofre for et narrespil der forhindrer os i at se virkeligheden i et klart lys. Hvad der ligger bag - hvad der kaster skyggen – er derfor centralt.

Her er vi tilbage ved Mariko Wadas engagement i sin virtuelt orienterede samtid. Skyggen henviser til en essens, ligesom en medieret virkelighed nødvendigvis må bygge på forestillingen om at der findes en autentisk virkelighed at henvise til. Og det er denne virkelighed keramikken er så velegnet til at få adgang til. I det aktuelle værk rejser de flade skygger sig pludselig og får et eget liv.

De bliver selvstændige væsener, hvis organiske form og fladens blødhed har umiskendelige kropslige referencer. Og dog er det vigtigt a lægge mærke til, at cylinderformen er den stringent gennemgående form. I stedet for at anvende et figurativt formsprog fastholder Mariko Wada et abstrakt udgangspunkt, og er dermed tro mod keramikkens allermest basale form. I stedet for at lade sig vikle ind i nye figurationer – i nye visuelle narrespil – lader hun sine former følge rummets energi og fladerne mærke med diskrete kropslige referencer, der kun lige antyder, at der ligger en betydning bag cylinderens neutralitet. I denne bearbejdning af form og flade får hvert enkelt objekt en individuel karakter, og dog er det tydeligt, at de hver især er objekter i forandring. De er definerede i forhold til en samlet bevægelse væk fra lyskilden, og hermed følger de nature morte-begrebets henvisning til, at alt er i bevægelse. Der er tale om en tidslig proces hvor objekterne er underlagt foranderlighed. Dermed er vi beskuere til et frosset øjeblik i den menneskelige erkendelse; øjeblikket hvor skyggen antager form; enten som herredømmet over bevidstheden – eller som det øjeblik, hvor skyggen belyses og dermed opløses i det objekt, den er en spejling af. Erkendelsens øjeblik, med andre ord. Erkendelse, intimt forbundet med sansning. 

I Mariko Wadas øvrige værker på udstillingen, Æblehaven I og II er lignende eksistentielle spørgsmål centrale, og igen ud fra en formmæssig tematik der inkluderer forholdt mellem form og flade. I en reference til syndefaldet, hvor den menneskelig selverkendelse vågner ved at mennesket spiser af Kundskabens træ, tematiserer hun det øjeblik hvor bevidstheden vågner, for i samme øjeblik at udstødes af Paradis…. og nedsænkes i Platons hule, kunne man fortsætte. Æblerne er skraldet, spist og gnasket, de er reduceret til nedfaldsfrugt fladet ud på gulvet, og hermed skaber Mariko Wada et billede på en situation, hvor mennesket ganske vist er radikalt bevist, men hvor denne bevidsthed kastes bort og forgår. Forgængeligheden gælder ikke kun kroppens natur, men også den måde, vi forvalter bevidstheden. Igen er spillet mellem 2-dimensionel flade og 3-dimensionel form central, i værker hvis brydningspunkt består i at fremhæve det fysiske objekts fylde og billedets mangler– en henvisning til, at det virtuelle rum behøver en kropslig forankring.

 


 






Photo: Ole Akhøj

 

 

 

 




© Mariko Wada 2018