ENGLISH

LERETS UNIVERSELLE SPROG

by Tinne Delfs

KUNSTUFF, september 2009 og NEW CERAMICS, januar 2011

 

Mødet med det danske sprog er den egentlige grund til, at den japanske akademiker, Mariko Wada, opdagede sit store talent for ler og blev keramiker. Via leret blev hun nemlig i stand til at kommunikere med omgivelserne i et sprog alle forstod.

Da Mariko Wada i 1998 fulgte med sin danske mand tilbage til Danmark, havde hun netop bestået sin bachelor i Æstetik og kunstteori fra Doshisha universitetet i Kyoto. I Danmark mødte hun den sprogbarriere, der gælder for alle, der flytter til et fremmed land og en ny kultur.

’Som akademiker var jeg vant til at udtrykke mig via sproget. Uden sproget var jeg ingen blandt danskerne, men som ethvert andet menneske havde jeg et fundamentalt behov for at udtrykke mig som nogen. Så samtidig med intensiv undervisning på sprogskole, begyndte jeg at gå til keramik på aftenskole, fordi jeg havde behov for at skabe og udtrykke noget, fortæller hun og afslører en umiskendelig århusiansk accent. 

Det skulle vise sig at være en rigtig god ide. For det første fordi hun opdagede en glæde ved at arbejde med hænderne, for det andet fordi det hurtigt stod klart for underviseren, at Mariko Wadas talent for ler rakte langt ud over det lokale aftenskoleniveau.

Tre år senere, da hun havde fået papir på, at hun mestrede det danske sprog, valgte hun keramikeruddannelse frem for at fortsætte sin akademiske kunstuddannelse på et dansk universitet, og begyndte på det femårige studie på Designskolen Kolding. 

Siden afgangen i 2006 er det gået stærkt for hende - især uden for landets grænser. Allerede i 2007 blev beholderserien Software nemlig udvalgt til Crafts Collection, og gæster på udstillinger og messer ude i verden stiftede for første gang bekendtskab med Mariko Wadas grå og lyserøde stentøj - karakteristisk ved de sensitive bløde former og glatte overflader, som hun fremhæver ved at polere efter brændingen.

 

Ide og materiale

Mariko Wada tænker sig om, før hun svarer. På samme måde vender hun altid en ide i hovedet lang tid, før den omsættes til handling.  

’Jeg laver research, studerer tekniske detaljer, skitserer form og forbereder mig i det hele taget meget grundigt, inden jeg går i gang med selve materialet. Men når jeg så modellerer, bruger jeg ikke overbygningen, men følger bare udviklingen med hænderne. Jeg ved aldrig præcis, hvor det ender, for den kunstneriske proces er i evig bevægelse’, siger hun.

Mariko Wada modellerer altid. Teknikken er langsommere og også mere omstændelig end fx drejeskiven og støbeformene. Men hun har brug for den fysiske tid for at nå til det særlige bløde udtryk, hun vil have frem. Derfor arbejder hun tæt og længe med leret, og hænderne og øjnene registrerer alle de bittesmå - ofte afgørende - forskydninger, der har potentiale til noget større.  

’Det er så lidt, der skal til. Kunsten er at se hvad, det er’, siger hun næsten undskyldende.

Mariko Wada arbejder skulpturelt med det, som hun anser for keramikkens grundform - beholderen og dens mest karakteristiske problematik, nemlig mødet mellem indre og ydre rum, tykkelser og overflader. Konflikten ligger i, at når noget presses ind, presses noget andet ud. At noget må vige for andet.

Ved at arbejde abstrakt og fx vende den klassiske vertikale beholder horisontalt, sker der noget med udtrykket. Det bliver blødt, men også foruroligende, fordi samspillet mellem de ru indre overflader og de ydre glatte overflader med terra-sigillata maling gøres synlige samtidig som i fx serien ’Pulse’. Overfladernes tilsyneladende blødhed, modsiger fuldstændig det materiale de pastelfarvede rør er lavet af, men som er synligt via indersiden. 

’For mig er det vigtigste at skabe formgivning, der appellerer både på det visuelle og det taktile niveau. Hvis jeg selv skal vurdere mine objekter, så ligger kvaliteten i, at de netop påvirker menneskers sanselighed meget direkte. Det har i sig selv en værdi i nutidssammenhæng, fordi vi bruger sanserne alt for lidt. Folk opfatter dem klart som organiske, bløde, ja næsten som noget levende, der bevæger sig, ånder, siger hun.. 

 

Kunst og identitet

I serien Terra-Morphologia har Mariko Wada bevæget sig endnu et skridt væk fra beholderen mod abstraktionen, da objekterne ikke bare synes organiske, men også visuelt ligner noget, der kunne være et meget stort væsens organer. De er på en gang skræmmende realistiske og helt surrealistiske. Det er med deres fremmedartethed i tankerne, at jeg spørger Mariko Wada, om man kan spore en japansk indflydelse i hendes keramik.   

’Nej, siger hun fast, ’men det interesserer mig da altid, hvordan japanere, der opholder sig i og udenfor Japan, arbejder kunstnerisk. Kunst som begreb eksisterede nemlig slet ikke i japansk kultur før begyndelsen af 1900 tallet, hvor japanerne for alvor rejste til Europa for at studere på skolerne i især Tyskland. Japansk kunst og kunsthåndværk har efter krigen været under indflydelse af bl.a. USA, men kunstundervisningen i Japan bærer stadig præg af det første møde med Europa, og slægtskabet med fx den enkle skandinaviske formgivning er også ganske tydelig i japansk kunsthåndværk.’

Mariko Wada rendte ind i en mindre krise, da hun forlod skolen. Omgivelserne insisterede på, at hun var japansk keramiker, men det afviste hun.

’Jeg syntes jo, det var lidt snyd overfor danskerne, der elsker japansk keramik - fx raku, at jeg altid blev præsenteret som japansk keramiker i katalogerne. Jeg er japaner, ja, men dansk keramiker.’

Hun ler. Hun er for længst kommet over den lille identitetskrise og har et arbejdsophold i Japan øverst på ønskelisten.

’I dag beskæftiger jeg mig ikke med, om det er kunst eller kunsthåndværk, japansk eller europæisk, det jeg laver.  For mit udtryk er universelt moderne og taler alle sprog - ganske vist med min dialekt. 

Den kreative metode er for mig den samme uanset hvilken boks, du placerer mig i. Det starter med en ide, inspiration på det formmæssige eller tekniske plan, men det er materialet, der i sidste ende styrer den skabende proces. 

Jeg står på solide europæiske keramiktraditioner, som jeg opfatter som kasser med fortid i, men fremadrettet er jeg fri og kun begrænset af min egen evne til at udvikle indhold, teknik og form’, slutter hun.

 

FAKTA

Mariko Wada født 1972 i Osaka, siden 1998 bosat i Danmark. BA i Æstetik og kunstteori fra Doshisha University i Kyoto, 1995. I 2006 kunsthåndværker fra Designskolen i Kolding, keramiklinjen.

2009 bl.a. præmieret med Kunsthåndværkerprisen af 1879 i bronze og ’The Acquisition Prize by Confindustria Ceramica’ på 56. Premio Faenza, Italien.

www.marikowada.com

 

FAKTA

Danish Crafts er en selvstændig erhvervsrettet institution under Kulturministeriet.

Crafts Collection er et udvalg af det bedste nutidige danske kunsthåndværk og design. Produkterne udvælges af skiftende kuratorer, der udpeges af Danish Crafts. Kollektionen markedsføres på linje med dansk erhvervsliv på internationale messer og udstillinger.

www.craftscollection.dk



© Mariko Wada 2018