ENGLISH

FORMSANS OG SANSEFORMER

af Karen Kjærgaard, curator og arkitekt

Borderland. Udstillingskatalog, 2011


Efter flere år med en langsom udvanding af designbegrebet, hvor ordet er blevet tyndtflydende og dækker alt fra en plastskål i supermarkedet til brugerdreven innovation har kunsthåndværket fået en renaissance, fordi det minder os om den del af os, der ikke kan pakkes ind eller styres.

Hvor design tager udgangspunkt i den kreative styring, processen, perfektionismen og den kølige side af den skandinaviske tradition tør kunsthåndværket med dets mangefacetterede, håndholdte tankegang brede nogle helt andre sider af designbegrebet ud.

Kunsthåndværket er autentisk, rummer menneskelige og historiske referencer, stiller spørgsmål, og leger med materialerne og – os. Det uperfekte, der kendetegner det individuelle og det undersøgende i kunsthåndværket, bliver en perfekt modpol til det standardiserede og det serielle i vores hverdag. På den måde er håndværket, det menneskeskabte, blevet et barometer for tidsåndens præferencer for det unikke, det fortællende og det sansende og sætter nye standarder for vores opfattelse af kvalitet.

Dansk kunsthåndværk generelt og keramikken i særdeleshed har oplevet 10 forrygende år.

Fabulerende, provokerende og kommenterende værker har demonstreret potentialet og kraften i det Nye Kunsthåndværk og indflydelsen herfra ses i adskillelige nye produkter i vores hverdag. Der er udviklet et nyt keramisk sprog i feltet mellem kunst, kunsthåndværk og design som har været befriende og inspirerende – også for designerne. Eet af eksemplerne er Mariko Wadas Soft Ware - vaser fra 2006, som netop er et produkt fra den nye bølge af keramikere, der bruger deres medie, leret, narrativt og sanseligt.

 Mariko Wada arbejder langsomt, omhyggeligt og i tæt dialog med materialet. Omdrejningspunktet for hendes arbejde er samspillet mellem det visuelle og det taktile. Gennem forskellige håndmodelleringsteknikker undersøger hun de kunstneriske udtryksmuligheder i en keramisk sammenhæng. I en konstant vekselvirkning mellem form og udtryk aftvinges leret i processen menneskelige egenskaber og nye sansninger opstår. Med en dogmeagtig tilgang til processen, med få eller slet ingen skitser, opstår undervejs nye keramiske billeder, som uden at være programmerede eller designede, alligevel fremstår gennemtænkte.

 Formsproget ligger mellem en kunstnerisk intuition og en faglig bevidsthed, som rummer en bevågenhed overfor de skjulte oplevelser, som opstår mellem de indre og de ydre former.

Karakteristisk for Mariko Wadas keramiske værker er den tilsyneladende tilfældige deformation af objekternes kroppe. Men kun tilsyneladende. For når man ser ud over hendes keramiske landskab er formerne naturlige og givne. De antropomorfe abstraktioner understøttes lige så selvfølgeligt af et dekorativt lag af finkornet terra – sigilata, hvis lerfarve poleres og bearbejdes omhyggeligt. Men på en måde så man stadig aner håndens og fingrenes aftryk. Det naive og næsten ukeramiske farvevalg forstærker indtrykket af det på samme tid virkelige og uvirkelige univers, som Wada med sine væsner konstant undersøger. På en måde bliver objekterne på trods af deres abstrakte udgangspunkt stærkt narrative. Og fortæller om stor styrke, sær skrøbelighed, - og humor. 

De større krukker - eller rør - er deres dobbeltvæggede volumen taget i betragtning delikat tynde, og vidner om en omgang med materialet, der ikke har lidt under begrænsninger i forhold til det muliges kunst. Og man fascineres over den på én gang skødesløse og præcise håndtering af materialet.

De nyere keramiske installationer, forholder sig til det rumlige og til arkitekturen og Mariko Wada fortsætter dermed sin keramiske opdagelsesrejse. Som om de spontant vil analysere deres omverden, bevæger de opadstræbende, slangelignende væsner sig målbevidst og rankt af sted. Ved at lade værkerne indgå i en rumlig kontekst ændres perspektiv, retning og skala. Konteksten får som i arkitekturen betydning for værket. 

Med installationerne bevæger Mariko Wada sig fra den personlige samtale og dialog med sine værker til en større forståelse for keramikkens fysiske muligheder i samspillet mellem menneske, rum og objekt.

Men først og fremmest leger Mariko Wada med vores opfattelser af det kendte og det én gang vedtagne. Som når hun lægger krukkerne ned, eller klemmer  vaserne så vi tror, de er bløde som gummi. Eller når hun fladmaser de keramiske rør partielt for senere at lade dem genopstå i grupper af foruroligende skabninger.

Som beskuer lader man sig føre med af de bløde væsner der fortæller om følelserne i grænselandet mellem det indre og det ydre. Selvom de er væsensforskellige, vaserne, rørene og kroppene, er de del af den samme familie. Vokset ud af Mariko Wadas rolige proces hvor sanserne styrer, og formen bestemt ikke er forudbestemt.

 

Photo: Jeppe Gudmundsen Holmgren / Ole Akhøj

 

© Mariko Wada 2017